Der var reception og åbent skib den 12. august i tidsrummet kl. 11 – 13, og herefter sejladser med indbudte gæster og gamle venner af foreningen. Alle var velkomne.
”Skødshoved” er bygget i Horsens i 1907. Den lille paketbåd blev indsat på farten mellem Skødshoved på Mols og Århus. Paketbådene var datidens maritime fragtmænd. De sørgede for transport af varer og passagerer mellem de små kystbyer og købstæderne. Senere flyttede ”Skødshoved” til Kongsgårde på Helgenæs, hvorfra familien Olsen gennem generationer besejlede Skødshoved og Århus. Som noget temmelig enestående i dansk småskibsfart sejlede paketten på den samme rute i 60 år.
Senere blev ”Skødshoved” familiens lystbåd, indtil den i 1992 blev overtaget af den selvejende institution
Kaløvig Veteranskibssejlads, der havde til formål at etablere turist- og chartersejlads i Kaløvig.
En omfattende restaurering tog sin begyndelse, og efter et par år opnåede ”Skødshoved” at blive godkendt som passagerfartøj med plads til 22 passagerer. Turistsejladserne kunne begynde, og de er fortsat lige siden. Først med udgangspunkt i Nappedam, senere fra Ebeltoft, hvor ”Skødshoved” i dag har fast plads i Fiskerihavnen.
”Skødshoved” er løbende blevet restaureret, og det er gennem årene blevet til 2 omfattende værftsophold på Kurt Sørensens Skibsbyggeri i Ålbæk. Resultatet er, at ”Skødshoved” i dag fremstår næsten nøjagtigt som det så ud i sin aktive periode, et stykke sejlende kulturhistorie, der er erklæret Bevaringsværdigt Fartøj, det tætteste et skib kan komme på at blive fredet.
”Skødshoved” har gennem de seneste tre sæsoner sejlet som Nationalparkskib for Nationalpark Mols Bjerge. Et samarbejde, der dels sikrer skibet en fast indtægt, dels har givet endnu flere turister mulighed for at komme på en historisk sejltur med den gamle paketbåd. Samarbejdet fungerer så godt, at det forventes at man runder 1000 gæster i denne sæson, heraf ca. en fjerdedel som charterkunder.
Det praktiske arbejde omkring skibet, vedligeholdelse, drift og sejlads, er gennem de sidste 25 år blevet varetaget af den frivillige støtteforening ”Skødshoveds Venner”. Alt arbejdet er frivilligt og ulønnet. Foreningen tæller ca. 80 passive og omkring 15 aktive medlemmer, hvoraf flere har været med gennem alle årene. Vedligeholdelse af et gammelt træskib kræver mange forskellige evner, og blandt de aktive medlemmer finder man da også erhverv som skibstømrer, smed, mekaniker, elektriker og sadelmager, men også flere, der bare er tiltrukket af miljøet omkring havnen og de gamle skibe.
Bemandingen på sejladserne varetages også af foreningens medlemmer, lidt af en udfordring, da tjansen som skipper kræver, at man har sejlet professionelt, og har man det, kan man andre steder få en lønnet hyre.
