Aarhus Airport først med fremtidens anflyvnings system.
Fra den 5. marts 2015 blev det muligt for trafikfly at anflyve Aarhus Airport med satellitbaseret navigation – som den første civile lufthavn i Danmark.
Tåge, sne og lavthængende skyer. Vi kender alle udmærket til de situationer, hvor vejret ikke viser sig fra sin flinkeste side, som for eksempel når sigtbarheden er væsentligt nedsat.
Folk, der flyver ofte, har næsten med garanti prøvet at lande i en alternativ lufthavn, fordi vejret har været for dårligt til at gå ned i den lufthavn, man ellers skulle lande i. Men i langt de fleste situationer kan man dog tage teknologi en til hjælp og stadig komme sikkert ned – selv når vejret ikke er optimalt .
Aarhus Airport går forrest i Danmark
Aarhus Airport har tidligere anvendt almindelige, GPS-baserede anflyvningsprocedurer i disse situationer, men lufthavnen opgraderer nu procedurerne således, at den allernyeste teknologi inden for GPS-baseret flynavigation anvendes til beflyvning af lufthavnen.
Ekstremt præcis teknologi
Ved hjælp af det fælleseuropæiske system EGNOS (European Geostationary Navigation Overlay System) opnår man en præcision på helt ned til én meter, hvilket betyder, at civile fly nu kan lande præcist og sikkert i vejrforhold med meget ringe sigtbarhed.
Selve systemet består af de såkaldte geostationære satellitter kombineret med flere jordstationer rundt om i Europa. Satelitterne måler afvigelser i navigationssignalerne, som skyldes forskellige atmosfæriske forhold. Herved opnås stor nøjagtighed hos modtageren af GPS-signalet.
Billigere på sigt
Når teknologien har vundet indpas hos de europæiske luftfartselskaber, og flere trafikfly derved bliver i stand til at udnytte EGNOS, vil Aarhus Airport kunne spare investeringer i og drift af de dyre, jordbaserede ILS-navigationsanlæg i selve lufthavnen, som i dag anvendes, når fly eksempelvis skal lande i tæt tåge.
Aarhus Airports nye anflyvningsprocedurer er blevet til i et samarbejde mellem Helios, ESSP (European Satellites Services Provider), Flyvevåbnet og Naviair, og har opnået Trafikstyrelsens godkendelse til ikrafttræden den 5. marts 2015.
Hver dag lander der i gennemsnit 16 trafikfly i Aarhus Airport - foruden en stor mængde små og store skolefly .




Om Aarhus Airport
Aarhus Airport er østjydernes nærlufthavn med blot 35 min. kørsel fra fx Aarhus centrum og 40 min. fra Randers. Med et rute- og charternet, der dækker hele Europa, sikrer vi det østjyske erhvervsliv og østjyderne hurtig og nem adgang til og fra europæiske destinationer som fx London, Oslo, Madeira, Mallorca, Stockholm, Cypern og Kreta.
Via vores rute til København sikrer vi desuden, at østjyderne kan komme videre ud i verden til destinationer, som vi ikke selv har direkte flyvninger til. Aarhus Airport beskæftiger ca. 100 medarbejdere – fra check-in-medarbejdere og passagerservice til ramp- og security-folk.