Specielt for Ebeltoft Kunstforening er det en særlig aften. Foreningen har i de sidste tre år modtaget donationer til et markant kunstværk foran hovedindgangen.
Det er nu færdigt og skal afsløres på ovennævnte kulturaften med tale af tidligere borgmester og formand for PUK-udvalget, Kirstine Bille.
Selve afsløringen foretages af hovedsponsor Erling Rasmussen, Kvadrat.
Kunstværket er et støbejernsdæksel, 1,50 m i diameter, med indlagt ”ulmelys”. Det har fået navnet Overgangen, fordi alle de besøgende i Tinghuset i fremtiden vil gå hen over det for at komme ind og se husets udstillinger.
Det er lavet af vores berømte keramiker Jac Hansen. Han har først skabt værket i ler, som derefter er blevet støbt i jern.
Efter afsløringen vil Ebeltoft Kunstforening fernisere årets 2. store medlemsudstilling med ca. 25 kunstnere.
Udstillingen vil være åben for publikum til kl. 22 og vil videre kunne ses i den følgende uge under årets Ebelfestival. Tinghuset vil være åbent for besøgende hver dag fra kl. 11-16.
Traditionen tro vil indkomne forslag til næste års Ebelfestivalplakat fra lørdag, den 10. oktober være udstillet i et telt på Torvet. Her kan de besøgende være med til at stemme på motivet til plakaten 2016.
Bidraget til dette års smukke plakat er tegnet af grafiker og kunstner Kurt Wathne fra Stavanger i Norge.
Plakatkonkurrencen bliver til ved et samarbejde mellem Ebeltoft Kunstforening og Ebelfestivalen.
