Mogens Mønsted – årets kunstner
Ny udstilling: Lørdag, den 14. marts er vinteren forbi i Ebeltoft Kunstforening.
Årets udstillingsprogram begynder med en separatudstilling i Tingsalene af den kunstner, der sidste år vandt publikumsafstemningen og fik den attraktive titel ”Årets Kunstner2014”.
Præmien er en separatudstilling året efter – og nu er tiden inde. Titlen blev vundet af Mogens Mønsted, Albøge.
Mogens er autodidakt og startede for mange år siden med brugskunst i ler. Et kursus på Århus Kunstakademi inspirerede til at tage fat på den japanske brændingsmåde RAKU.
Koncert: Torsdag, den 26. marts kl. 19.00
Mogens Mønsted, som tager hul på det nye udstillings år i Ebeltoft Kunstforening i egenskab af Årets Kunstner 2014, er en alsidig mand.
Musikken har hele hans liv været en daglig inspirationskilde. Han har altid spillet, først saxofon i danseorkester, siden i bigband og til private fester rund i Jylland.
I mange år har Ebeltoft Kunstforening kunnet regne med ham som musisk underlægningsmusik til ferniseringer, især ved de traditionelle Påskeudstillinger.
Hans akkompagnatør har siden seminariedagene i Jelling været Bent Larsen, som ved siden af lærergerningen har været organist i Ålsø.
Nu i den tredje alder har sammenspillet taget form. Mogens Mønsted har grebet tværfløjten og repertoiret er i dag klassisk.
Den 26. marts kl. 19 afholder de to en lille koncert med titlen ”Fra Bach til Carl Nielsen” i udstillingslokalerne på 1. sal i Tinghuset, Ebeltoft som en ekstra oplevelse under udstillingen Årets Kunstner.

