
Ebeltoft Kunstforening starter udstillings sæsonen med en særudstilling, hvor Årets Kunstner 2018 viser sine værker i de flotte sale i Tinghuset.
Årets Kunstner blev valgt på Påskeudstillingen sidste år, og ligesom i 2014 faldt gæsternes valg på Mogens Mønsted.
Mange med tilknytning til den lokale kunstverden kender Mogens Mønsted for hans finurlige og populære skulpturer i sten, bronze og raku.
Efter et langt liv i Folkeskolen har Mogens helliget sig sin kunstneriske virksomhed, som har betydet et flittigt udstillingsprogram både i Danmark og i udlandet.
Da Mogens Mønsted som skulptør udstiller på podier og gulv, måtte kunstforeningen på jagt efter en udstiller på væggene.
Bestyrelsen besluttede denne gang at lade publikums stemme på Efterårsudstillingen være afgørende.
Derfor skulle de 3.500 besøgende vælge den kommende medudstiller.
Valget faldt med stor majoritet på maleren Knud Jensens smukke naturalistiske malerier, hvis motiver tegner et billede af Djurslands landskaber og maritime motiver fra et langt liv på søen og i havne over det meste af verden. Læs mere herom nedenfor..


Knud Jensen begyndte at male som 10-årig.
Dengang var motiverne Limfjorden med dens travle skibstrafik og landskaberne omkring.
Siden bragte fascinationen af havet og skibene ham vidt omkring, bl.a. til Australien, hvor han gennem 8 år modtog undervisning i malerkunst.
Efter en periode med sygdom, døde Knud desværre for få dage siden.
Men da han glædede sig meget til at udstille, viser vi stadig udstillingen i samråd med hans hustru.


