Morten Skovmand.
Septembers kunstner i Tingsalene på Torvet i Ebeltoft er en kendt mand hos de kunstinteresserede og bekendt for endnu flere.
Hans billeder pryder nemlig væggene på to lokaliteter, som tiltrækker mange besøgende, nemlig byrådssalen på rådhuset i Ebeltoft og Fuglsøcentret.
Morten Skovmand har udover disse to lokale præstationer udført en lang række udsmykninger over hele landet, ligesom hans cv over uddannelse og udstillinger fylder mere end der er plads til i en pressemeddelse.
Morten er årgang 1941 og har ud over sin årelange udstillingsvirksomhed i mange år været en inspirerende underviser i kunst på Grenå Gymnasium, hvor han vakte interessen og kendskabet til kunst hos mange af kommunens nuværende borgere.
Han er medlem af sammenslutningen Corner, og har i sine yngre dage bl.a. modtaget Statens Kunsfonds treårige legat samt solgt værker til fx Ny Carlsbergfondet og Kunstfonden.
Naturiagttagelser er fundamentet i Morten Skovmands billedverden.
For at nå ind til det væsentlige sorterer han i det, han ser, og omdanner det åbne landskab til næsten abstrakte kompositioner af form og farve med en helt egen musikalitet.
Tinghuset ferniserer udstillingen lørdag, den 12. september kl. 11.




