Ebeltoft DaghøjskoleFøtex EbeltoftMurer- og Entreprenørfirma Jens KvistEgsmark Strand-Logi - VandkærsholmPlusIceKvickly EbeltoftKKT - Skilte og TryksagerPiccoli IVSApelgren Jordt Coffee

Ulla Lampe, Christella Bamford og Helge Nordstrøm

5. juni - 25. juli 2021 - alle dage kl. 11 - 16.

Pressemeddelelse:

Ebeltoft Kunstforening tager hul på sommerens udstillinger med tre kunstnere: Ulla Lampe, maleri, Christella Bamford, keramik og Helge Nordstrøm, maleri. 


Som kunstner er Ulla Lampe forankret i den nordiske tradition; farver og toneleje følger årstidernes ændringer.

Et menneske, en stol, en mælkekasse i uventede omgivelser. Det velkendte bliver skueplads for en tvetydig situation, og tvister mødes med naturen, forklarer Ulla Lampe, der bor i Horsens.

Hendes malerier fremstår ved første øjekast nærmest fotorealistiske. Hensigten er dog ikke at gengive en bestemt iagttaget virkelighed, men derimod at sætte fokus på en verden i stadig forandring; naturens forunderlighed og sanselighed.


”Jeg undersøger mødet mellem naturen og det moderne menneskes aktivitet. Jeg er optaget af det levende liv, af det at være til – på godt og på ondt. Følelser som nysgerrighed og koncentration, men også forladthed og ensomhed er centrale,” siger Ulla Lampe.


Christella Bamford er uddannet fra Danmarks Designskole i Kolding med specialer inden for keramik og glas. Hun arbejder i dag med mange forskellige typer materialer. I Ebeltoft vil hun primært medbringe sin keramiske kunst.


”Mine keramiske arbejder har håndværket som omdrejningspunkt med den umiddelbare impuls som retningsgiver i unika-værkerne. Håndværk og leg må supplere hinanden for at bevare et levende udtryk,” forklarer Christella Bamford.


Helge Nordstrøm er autodidakt billedkunstner, og hans værker består af alt lige fra små tuschtegninger til store og meget koloristiske malerier.

Nogle af hans nyeste værker har han skabt med afsæt i fotografier og med inspiration fra blandt andet Italien og renæssancen.


”Jeg arbejder på tværs af mange udtryksmuligheder med en stor ekspressiv nysgerrighed. Det afspejler sig farverigt i mine malerier, der er båret af det fabulerende, improvisationen og den alvorlige, men humoristiske leg,” siger han.
Kunstnerparret Christella Bamford og Helge Nordstrøm bor i Lejre, vest for Roskilde, hvor de har bygget værksted/atelier og galleri i en stor lade. De er hinandens store støtter og inspirationskilder både i arbejdsprocesserne og i dagligdagen. Derfor nyder de også at udstille sammen.


Ebeltoft Kunstforening byder velkommen til fernisering med tre spændende, professionelle kunstnere lørdag 5. juni kl. 11, hvor der selvfølgelig er taget højde for restriktionerne.

 

Tingsalene, Torvet 5, 8400 Ebeltoft - www.ebeltoftkunstforening.dk


Dette site bruger Cookies. Hvis du klikker "Fortsæt" accepterer du dette.
Læs mere om brug af cookies og vores privatlivspolitik her...