Ebeltoft DaghøjskoleFøtex EbeltoftMurer- og Entreprenørfirma Jens KvistEgsmark Strand-Logi - VandkærsholmPlusIceKvickly EbeltoftKKT - Skilte og TryksagerPiccoli IVSApelgren Jordt Coffee

Ebeltoft Kunstforening glæder sig til at slå dørene op til fernisering den 15. oktober kl. 11.

Den 15. oktober starter Ebelfestivalen, Plakatkonkurrencen og Medlemsudstillingen i Tinghuset. Torvet ved Det lille Rådhus vil forhåbentlig atter i år tiltrække et mylder af glade mennesker.

Ebeltoft Kunstforening har sat alle sejl til for at gøre den årlige efterårsudstilling til en fin oplevelse for både udstillere og publikum. Ca. 30 har meldt sig efter princippet ”først-til-mølle”, og 25 er det antal, huset kan rumme. De skuffede har så en ny chance ved hurtig tilmelding til Påskeudstillingen i foråret 17. De kunstneriske udtryk på såvel vægge som podier byder traditionelt på stor mangfoldighed.

En af udstillingens deltagere har rejst den lange vej fra Bornholm for at være med. Han hedder Herluf Skjerning Larsen og beskriver sig selv som billedmager, spillemand og livskunstner. Kommiteen for Efterårsudstillingen har fået positivt tilsagn om en festlig åbningstale samt musik under ferniseringen. Ebeltoft Kunstforening kan efterhånden præsentere medlemskaber af foreningen og udstillere fra selv fjertliggende landsdele.

I teltet nærmest Tinghuset udstilles de indkomne forslag til næste års Ebelfestivalplakat. Ved fristens udløb havde 18 afleveret deres bidrag i Tinghuset. Det er det største antal hidtil. Her kan publikum med et kryds på en stemmeseddel være med til at afgøre, hvordan plakaten 2017 skal se ud. Vinderen udråbes fra Tinghusets trappe lørdag, den 22. oktober kl.15 og kan glæde sig til et weekendophold på Brøndums Hotel i Skagen.

Dette års glade plakat med de to vægtere repræsenterer sidste års vinder, Helle Høhl.

Ugen kommer forhåbentlig til at byde på en ny oplevelse for både herboende og turister. Hvis alting arter sig som alle håber, vil det fra medio oktober være muligt at komme fra Sparekassen Kronjylland ad en trappe op til Tinghusets bagside og videre ud på Torvet. Denne forbindelse mellem Glasmuseum, Fregatten og Torvet har været imødeset af mange. Trappen erstatter en for længst nedlagt sti fra gammel tid.

Dette site bruger Cookies. Hvis du klikker "Fortsæt" accepterer du dette.
Læs mere om brug af cookies og vores privatlivspolitik her...