Ebeltoft DaghøjskoleFøtex EbeltoftMurer- og Entreprenørfirma Jens KvistEgsmark Strand-Logi - VandkærsholmPlusIceKvickly EbeltoftKKT - Skilte og TryksagerPiccoli IVSApelgren Jordt Coffee

I dagene 1. – 3. juli kommer det til at syde og boble af aktivitet i gårdrummet ved den gamle maltfabrik i Ebeltoft.

Den markante røde maltfabrik i Ebeltoft fortæller en spændende historie – en historie, som nu blomstrer op igen til en ny og eventyrlig fremtid med projektet Den ny Maltfabrik. Her skal kultur, historie og kreativ nyskabelse gå hånd i hånd, og her kan alle mødes og sammen skabe nye relationer og nye oplevelser.

Projektet har tætte bånd til RETHINK Aarhus 2017 og er samtidigt et projekt af internationalt format, idet et samlet hjemsted for museum, bibliotek, kultur og erhverv er ganske unikt.

Mens vi venter på byggeriet, vil fonden Den ny Maltfabrik, Museum Østjylland og Syddjurs Bibliotek tage forskud på glæderne og invitere til WE LOVE NY MALT den 1.-3. juli. I disse dage vil gårdrummet ved den gamle maltfabrik syde af markedsstemning og aktiviteter for hele familien. Der vil være noget for alle, hvad enten man er til fed musik, spændende historie, inspirerende litteratur, god mad eller leg, skæg og ballede.

Syddjurs Bibliotek og Museum Østjylland vil sammen stå for en række aktiviteter, der viser noget af det, som de to institutioner er gode til: formidling af litteratur og kulturhistorie på nye, og anderledes måder. For eksempel kan man gå på historisk opdagelse rundt i Ebeltoft, prøve lege fra da oldemor var barn eller se, hvem der kan kaste længst med kasserede biblioteksbøger.

Man kan også opleve spændende kultursamtaler med tidligere museumsinspektør Dagmar Brendstrup,  museumsinspektør Jakob Vedsted og naturvejleder Jens Reddersen eller møde den lokale fantasy-forfatter Eva Egeskjold.

I aftentimerne breder festivalstemningen sig, når musikken tager over på den store scene med solide navne som Poul Dissing, Melanie Dekker (CAN) og Jonathan Byrd (USA). Der er lagt vægt på kunstnere der formidler den ærlige fortælling i nærværende koncerter, og programmet veksler mellem danske og internationale artister.

Mad og drikke kommer heller ikke til at mangle, idet Food & Craft Market med deres hyggelige salgsvogne vil fylde pladsen med lokalt producerede lækkerier og kunsthåndværk og skabe en nærmest sydlandsk markedsstemning.

For yderligere information:

Kristian Krog (fonden Den ny Maltfabrik): tlf. 22626431
Ulla Milvang (Syddjurs Bibliotek): tlf. 87535965
Tina Bjerregaard (Museum Østjylland): tlf. 87122615

Dette site bruger Cookies. Hvis du klikker "Fortsæt" accepterer du dette.
Læs mere om brug af cookies og vores privatlivspolitik her...