Ebeltoft DaghøjskoleFøtex EbeltoftMurer- og Entreprenørfirma Jens KvistPlusIceKvickly EbeltoftKKT - Skilte og TryksagerPiccoli IVSApelgren Jordt CoffeeSimply Tea

Fredag 30. september – søndag 2. oktober mødes godt 100 danske glasudøvere i Ebeltoft til det årlige Glasnetmøde. 

Mødet er arrangeret af de lokale glaskunstnere og finder sted på og omkring Glasmuseet Ebeltoft, som udgør et naturligt samlingspunkt for glasfolk i Danmark såvel som internationalt.

De 100 deltagende kunstnere, formgivere og kunsthåndværkere, der lægger vejen forbi Ebeltoft i weekenden 30/9 – 2/10, har alle ét til fælles: passionen for glas. Glas som råstoffet i et krævende, men fascinerende håndværk, og glas som en kunstnerisk udtryksform med ganske særlige muligheder.

Dét er også omdrejningspunktet for Glasmuseet Ebeltoft, som er vokset frem af lokale glaskunstneres og ildsjæles fælles ønske om at skabe et samlingspunkt for moderne, international glaskunst i Ebeltoft.

I dag har byen cementeret sit ry nationalt såvel som internationalt som Danmarks førende ”glasby” med et stærkt og levende miljø af professionelle udøvere, værksteder og fagfolk. Derfor er det en stor glæde, at flere end 100 glasfolk har tilmeldt sig dette års glasnetmøde i Ebeltoft for at udveksle erfaringer og være sammen om deres fælles interesse og fag.

"Vi er stolte og beærede over at så mange af vores kolleger har valgt at komme til Ebeltoft, og vi glæder os rigtig meget til at byde dem velkommen!" siger kunstner, Micha Karlslund.

Udover afholdelsen af den årlige generalforsamling byder programmet på festligt og fagligt samvær omkring en række inspirerende glasaktiviteter.

Pop_Up_Glass og mexicansk ”leg med Døden”
Hver deltager medbringer deres bedste værk, som præsenteres ved en uhøjtidelig visning i Glasmuseets nye fløj lørdag 1. oktober. Alle - også ikke-udøvende gæster - er velkomne i tidsrummet kl. 12-17. Pop up-udstillingen vises kun denne ene dag, hvor man også har mulighed for at møde de mange glaskunstnere, der deltager.

Årsmødet har også internationalt islæt i form af de to mexicanske glaskunstnere Einar og Jamex de la Torre, som vil give en demo i museet værksted for de mange danske glasfolk lørdag eftermiddag. Brødrene er på arbejdsophold i Ebeltoft forud for udstillingen ”De 7 dødssynder”, som Glasmuseet viser næste år.

Om Glasnettet
Glasnettet er en sammenslutning af aktive glaspustere, glasdesignere og glaskunstnere i Danmark, etableret i 1996 for at skabe en tættere kontakt mellem aktive glasfolk i Danmark.

 
Læs mere på www.glasnettet.dk

I dagene 26/9-7/10 er Glasmuseet Ebeltoft midt i et større udstillingsskift, hvorfor der kun vil være adgang til dele af museet. 
Entréprisen er derfor reduceret til kr. 30 for voksne. Gratis adgang for børn.

Billedet:

”Ebeltoftgruppen”. Dette års glasnetmøde er arrangeret af gruppen af glasudøvere, der udgør det unikke glasmiljø i og omkring Ebeltoft. Fra venstre, bagest: Ned Cantrell, Christina Hellevik, Tobias Møhl, Steffen Dam, Henrik Moeslund, Louisa Moeslund, Helle Rønholm, Pia Nissen, Jeannet Iskandar, Leif Møller Nielsen, Trine Drivsholm, Micha Karlslund, Karen Nyholm, Ida Wieth, Claus Møller, Aoife Soden, Tchai Munch.

Dette site bruger Cookies. Hvis du klikker "Fortsæt" accepterer du dette.
Læs mere om brug af cookies og vores privatlivspolitik her...