



Projekter i 2017. Det år, som vi snart siger farvel til, har givet byen en række forbedringer.
Toftehøjen.
Efter i mange år at have henligget som en ruin, er det tidligere Toftevang plejehjem, som fugl Fønix blevet ombygget og udstyret med et større antal flotte lejligheder med navnet ”Toftehøjen” som en afdeling under DjursBo.
Det tog da heller ikke mange uger før alle lejlighederne havde fundet nye beboere, og projektets færdiggørelse har på afgørende vis pyntet på Øster Allé overfor Kvickly.
Andre projekter i 2017
Aldi Supermarked er nu genåbnet efter en større udvidelse og ombygning. Det færdige resultat har hentet anerkendelse fra kunderne, og der er ingen tvivl om, at Aldi vil få succes med nyindretningen.
På Øster Allé har vi sagt farvel til Kiwi, men til gengæld sagt velkommen til SPAR. Godt at disse lokaler fandt en ny ejer.
Djurs Vand, som er kommunens største vandværk, er kommet i egne lokaler på Hans Winthers Vej, og i Adelgade/Jernbanegade er der sket positive ting omkring det gamle Hotel Ebeltoft.
Det var da også i løbet af sommeren og efteråret 2017 at HOS WALTER flyttede fra Nørrebakke til Fiskerihavnen. Den store og flotte butik har dermed tilført havnens miljø noget mere liv.
Projekter i 2018. Der er al mulig grund til at se frem til en fortsat positiv udvikling af Ebeltoft by i de kommende år.
Skanseparken.
Med afsæt i det forgangne år er der nu ved at ske noget positivt med de 2 ældste bygninger i Skanseparken, Ebeltoft.
Et større renoveringsprojekt er gået i gang og en række nye velindrettede boliger kan ventes færdige i det kommende år eller senest i 2019.
Det vil på afgørende vis pynte på Øster Allé, når projektet står færdigt.
Maltfabrikken.
På den gamle maltfabrik ser der også ud til, at komme til at ske en række forandringer til det bedre i 2018.
Der er allerede sket oprydning på pladsen ud mod Strandvejen, og det valgte arkitektfirma er i fuld gang med de indledende øvelser, ligesom projektsummen med tilskud fra diverse fonde og virksomheder er ved at være i hus.
Æbletorvet.
I Jernbanegade fik vi for et par år siden et nyt torv, men det var kun den ene halvdel af et meget interessant projekt.
Noget kunne tyde på, at vi i 2018 ser færdiggørelsen af det lille torv, når den spejlvendte bygning etableres.
* * *