Torsdag 24. april kl. 22.00 blænder Glasmuseet op for enestående filmoplevelser under åben himmel, når de inviterer til Open air film på Glasmuseets facade.
Programmet består af en række kortfilm og filmiske billedfortællinger, skabt af skolens elever, der alle på én eller anden måde forholder sig til emnet ”køn og krop”, som også er temaet for Glasmuseets nyåbnede udstilling, BODYTALK.
Programmet afsluttes med visningen af den 52 minutter lange dokumentarfilm ”Projecting the Body”, som er skabt af instruktør Walter McIntosh og producer Sophie Harper, som også er viceforstander og underviser i dokumentarfilm på Filmhøjskolen.
Begge er fra Australien. Filmen er et intimt portræt af Stephen Cummins’ liv og karriere som homoseksuel filmskaber og fotograf, og den har været vist på adskillige internationale filmfestivaler.
Det hele vises på Glasmuseets facade.
Det varer ca. halvanden time og det er gratis at deltage.
Medbring varmt tøj og egne drikkevarer at varme jer på.
Open air visningen er ét af arrangementerne i rækken af aktiviteter og arrangementer, knyttet til Glasmuseets Bodytalk-udstilling, som kan ses frem til 28. september 2014.

