
På væggene vil Ulla Lundsgart fryde sit publikum med et væld af blomster på store lærreder.
Hun betragter sig selv som en moderne, romantisk guldaldermaler, der forsøger at beskrive, hvordan alt i naturen er beåndet og udsprunget af en bagvedliggende struktur og sammenhæng. I guldalderen kaldte man det ånd.
Ulla Lundsgart fortæller: ”Når jeg begynder på et billede, er mit hoved tomt, uden planer eller ideer. Men i løbet af processen kommer der sammenhæng ud af alle tilfældighederne. Enhver farveklat falder, hvor den skal. Der opstår en konkret virkelighed i form af blomster. Det er dem, der vælger mig og ikke omvendt!”
Ulla Lundsgart har lavet udsmykningsarbejder og udstillet på utallige gallerier i ind- og udland.

Sammen med Ulla Lundgarts malerier vil endnu en spændende kunstners værker fylde rummene.
Det er Robert Jakobsen (med k).
Han laver skulpturer, sjove og finurlige.
Skulpturerne laves oftest af kasseret materiale, primært jern og lidt bly og træ.
Når det kasserede materiale kombineres på ny og tænkes i en sammenhæng, kan der fremkomme skulpturer, som bevidner en form genopstandelse.
Han påstår, at skulpturerne er hans samtalepartnere. I modsætning til de levende er de tavse.
Han kalder dem ”tavshedsholdere”.
De bliver ”kærlighedsbeskyttere, mytefortællere og tavshedsholdere”.
Robert Jakobsen har lavet skulpturer både som mindeskulpturer, skulpturer til private hjem og til virksomheders domiciler.
Udstillingen er åben til søndag, den 16. august.
