Ebeltoft DaghøjskoleFøtex EbeltoftMurer- og Entreprenørfirma Jens KvistMols VandEgsmark Strand-Logi - VandkærsholmPlusIceLanghoff og JuulKvickly EbeltoftKKT - Skilte og TryksagerPiccoli IVS

Udstillingsperiode 13.04. – 30.12.2022

Glasmuseet Ebeltoft viser frem til 30. december 2022 to ambitiøse særudstillinger med to af Danmarks mest markante glaskunstnere:
Steffen Dam og Lene Bødker.

Begge er internationalt anerkendte for deres enestående arbejder i glas og tilhører den absolutte elite.

Gennem hver sin udstilling og fra hvert sit kunstneriske ståsted inviterer Steffen Dam og Lene Bødker Glasmuseets gæster med på hver sin forunderlige og fabulerende rejse - ud i universet og ind i naturen.

Lene Bødker indtager den ældste del af museet med udstillingen Stories to Be Told, som leder den kunstoplevende gennem et forløb af rum med serier af skulpturer og relieffer, der fortæller universelle historier om skabelse, liv og død.

Den væsentligste historie for Lene Bødker er, at mennesket er dybt forbundet med naturens energier; vi er natur.

Denne erkendelse løber som en grundlæggende fortælling gennem hele udstillingen, der indeholder et stort udvalg af Lene Bødkers nyere værker samt en gruppe helt nye skulpturer, som ikke har været vist før.

Thomas Sandberg har komponeret lyd særligt til udstillingen.

Når man træder ind i museets første og største udstillingsrum, vil man forstå hvorfor Come Fly with Me er Steffen Dams mest ambitiøse projekt til dato.

I det mørklagte rum sejler et enormt luftskib roligt gennem luften med kurs mod en stort cirkelformet skive med et kig ud i universet.

Alt er konstrueret og bygget af Steffen Dam selv, som vi kender for opfindsomme og finurlige værker, der kombinerer mekanik, glasteknik og poesi.

Den forunderlige rejse fortsætter i det tilstødende rum, hvor museets gæster får mulighed for at dykke ned i Dams mangfoldige referencer og tidligere værker.

Dette site bruger Cookies. Hvis du klikker "Fortsæt" accepterer du dette.
Læs mere om brug af cookies og vores privatlivspolitik her...